Afdelinger København Esbjerg Aabenraa International

Glad læring


Glad Fagskole presentation video in English.

 

Udgangspunktet

Vi opdeler ikke eleverne i hold efter evner, fagligt niveau eller diagnose. Vi bruger ikke kendskabet til den enkelte elev til at skille eleverne ud eller gøre forskel, men tværtimod til at blande dem mest muligt og give hver elev mest muligt af alting  i sit læringsmiljø. Dette skyldes først og fremmest respekt for det enkelte individ, som vi ikke vil risikere skal få sine læringsmuligheder indsnævret på grund af forskellige fortolkninger af, hvem hun er, eller hvad hun kan. Vi ønsker heller ikke at den enkelte elev modtager signaler fra skolen eller lærerne om at vi har nedjusteret vores forventninger til hende.

 

Glad fagskole arbejder med differentierede undervisningsplaner, hvor der tages individuelle hensyn til læringstil, forudsætninger, tempo og niveau mm. I elevens individuelle uddannelsesplan sættes personlige, sociale og faglige mål for den enkeltes uddannelsesforløb. Det betyder i praksis at de generelle undervisningsplaner for de respektive fag-linjer danner udgangspunkt for elevens individuelle uddannelsesplan.

 

Potentiale

De forudsætninger en elev møder op i skolen med, repræsenterer kun det potentiale som er blevet udfordret hos eleven hidtil. Eleven har derfor netop brug for at få del i alt det, som han endnu ikke har og kan, - og som han måske ikke engang selv troede, han nogensinde ville kunne gøre eller lære. Det er skolens opgave at hjælpe eleverne ud over deres begrænsninger - ikke at fastholde dem i dem.

Sociale færdigheder og indbyrdes samspil

Vi har et stærkt fokus på elevernes sociale færdigheder og indbyrdes samspil. En central funktion i struktureringen af undervisningen er at udvikle elevernes sociale kompetencer, så de kan begå sig i fællesskaber, interagere med andre på konstruktive måder og skabe positive medmenneskelige relationer.

 

 

Kognitiv affektiv træning

I kuratorteamet på Glad Fagskole tager vi udgangspunkt i en ressourceorienteret tilgang, der anerkender, at mange unge med særlige behov har socialkognitive og kognitive vanskeligheder.

Kuratorteamet prioriterer derfor at være en del af og forholde sig reflekteret til de nyeste teorier og udviklinger på det pædagogiske felt.

Vi arbejder med kognitiv affektiv træning, som operationaliseres således, at eleverne får redskaber der virker kompenserende for deres vanskeligheder, og skaber nye handlemuligheder for den enkelte.

Fokuspunkterne i dette arbejde er bl.a.:

  • Struktur
  • Enkelhed
  • Visualisering
  • Konkretisering
  • Repetition
  • Hukommelsesstrategier
  • Støtte af initiativ
  • Problemløsningsmodeller
  • Adfærdsstrategier

Faglig indsigt

Og her ser vi ikke elevernes personlige og sociale udvikling som adskilt fra den faglige. Det indgår alt sammen i komplekse vekselvirkninger, hvor faglig vækst kan give mental styrke og socialt overskud, og hvor sociale og kommunikative færdigheder kan give øjeblikkelig gevinst i form af ny faglig indsigt. Derfor foregår arbejdet med at udvikle sociale færdigheder heller ikke adskilt fra de faglige læreprocesser, men som en integreret del af dem. Vores mål er at den enkelte er tryg og føler sig som en vigtig og velkommen person i et fællesskab.

Vi lægger vægt på høj faglighed hos vores undervisere, og har netop startet pilotprojekt for at kunne dokumentere hvad eleverne har lært hos os.

 

TV‑Glad er verdens første TV-station
for og med udviklingshæmmede

Det er en virksomhed med ca. 200 medarbejdere fordelt på 6 afdelinger i Danmark. I 2009 fejrede vi
10-års jubilæum med fokus på ytringsfrihed, selvværd og udvikling.

Glad Fagskole er etableret hos TV‑Glad i 2004 med støtte fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, og er et unikt og eksperimenterende læringsmiljø målrettet mennesker med funktionsnedsættelse.

I august 2008 startede det første hold under ungdomsuddannelse for unge med særlige behov/STU, og Glad Fagskole tilbyder nu følgende faglinjer med løbende optag i skoleåret 2012:

TV, Animation, Radio, Design, Teater, Køkken og Service.

Ungdomsuddannelsen kan vare fra 1/2 - 3 år. Man kan enten tage en hel faguddannelse på 3 år, eller blot et eller flere moduler/semestre fra en eller flere faglinjer, samt integrerede praktikforløb.

 

Find undervisningsplaner, priser, paragraffer, praktiske oplysninger og kontakt her.